Yoga er en måde at være i livet på

Jeg mødte yoga første gang i et fitness center jeg var tilknyttet, da jeg i starten af 20erne studerede på Århus Universitet. Jeg fornemmede med det samme at det her var vigtigt i mit liv. 
Det at "få lov" til at bare være med og i kroppen; fokuseret på at mærke, sanse og opleve var meget velkomment i en akademisk hverdag hvor alt skulle kategoriseres, analyseres og forklares.
En rejse til Indien stadfæstede at yoga skulle være mere end bare et ugentligt hold i et fitness center for mig. Helt uden at tøve skippede jeg de videre studier på uni og tilmeldte mig en yogalæreruddannelse i Sverige.
Ananda Mandala i de smålandske skove ved en smuk sø tilbragte jeg rigtig mange dage i løbet af de næste 2½ år og i 2010 var jeg uddannet yoga- og meditationslærer med masser af traditionsrigdom, egenpraksis og inspiration i bagagen.
I 2013 tog jeg en uddannelse i vinyasa yoga (flow yoga) ved Hamsa Yoga, med Simon Krohn og Soham Johansen som undervisere. Dermed har jeg fået koblet en større anatomisk forståelse og noget mere fysisk styrke på min praksis og undervisning.

I foråret 2020 blev jeg færdiguddannet yogaSOMATICS lærer, efter at have været under uddannelse hos Ateeka i 3 år. YogaSOMATICS bringer mig tilbage til rødderne af min rejse ind i yogaen. Tilbage til det magiske ved at sanse, mærke, undersøge, tillade... det befriende ved at kunne VÆRE, uden at skulle gøre, præstere, forklare, ændre, fikse eller helbrede noget som helst. En undersøgelse og rejse på samme tid ind i mig selv og ud i livet. 

I 2021 dykkede jeg dybere ned i den somatiske yoga med en uddannelse i Restorativ YogaSOMATICS (ligeledes hos Ateeka).

I 2022 afsluttede jeg uddannelsen i SOMATIC BODYWORK, og kan med stor glæde sige at jeg tilbyder 1:1 sessioner i denne meget nærværende og dybe praksis. Her møder jeg dig med mit fulde nærvær, uden krav, åbent sansende gennem hænder og hjerte. Læs mere om Somatic Bodywork.

Hertil kommer alt det løse: utallige workshops, retreats, ashramophold, kurser, egenstudier, mentortimer mm.

Jeg har siden 2008 gennemgået mere end 1400 timers yoga-, bevægelses- og bodywork uddannelse, og jeg har undervist i yoga siden 2009, først gennem aftenskoler og fra 2015 som selvstændig med studie i Grenaa.
Jeg er på den ene eller anden måde altid i læring, altid nysgerrig og undersøgende på vores væren med og i krop-sind-ånd helheden, og jeg bliver mere og mere ydmyg for hver gang jeg opdager, hvor meget der stadig er at lære og at fordybe mig i.

Yoga kan være og er også en fysisk praksis, der giver en masse i form af en sundere og stærkere krop på alle planer, men det vi lærer på yogamåtten kan også tages med ud i livet; som en dybere forståelse af os selv, vores relation til vores krop, til andre mennesker, til verden omkring os.

For mig er min bevægelses- og meditationspraksis der hvor jeg henter indsigt, ro, genopladning og tillid til at jeg er okay - præcis som jeg er lige nu! Og så er det her jeg skaber en dybere forbindelse med mig selv.

Hvad du bruger din praksis til er helt op til dig! Og det er netop dét jeg synes er det fine ved yogaen; der er så mange aspekter af det, at du kan tage det du behøver lige nu og lade resten ligge!

Jeg tilbyder:

  • Somatisk Yoga, blid, genopbyggende og restorativ yoga som kan hjælpe dig til bl.a. mere mental ro, større overskud, bedre kropsfornemmelse og generelt et større kropsligt velvære.

  • Flow Yoga, som giver både styrke, varme, smidighed og øget kropsfornemmelse. Det kan være udfordrende og det kan være sjovt og legende. Og når først du har opbygget styrke og smidighed i kroppen, kan det være enormt meditativt og næsten berusende.

  • Pranayama/åndedrætsøvelser er ofte en del af klasserne og her er masser af ro, energi, styrke og meditativt nærvær at hente.

  • Meditation og indre øvelser er for mig først og fremmest en vej til accept af hvordan det er lige nu. For først når du finder den accept er du fri - til at være i det, eller handle på det.

  • Alle klasser afsluttes med minimum 10 minutters liggende dybdeafspænding/savasana/yoga nidra. Her får hele dit system lov til i hvile at integrere effekten af alt du har lavet i løbet af klassen.

  • 1:1 sessioner med SOMATIC BODYWORK

Du kan komme på mine forløb, mine events, retreats eller du kan hyre mig til enetimer, privatundervisning på fx dit arbejde eller med dine venner. Det kan være én gang eller det kan være et forløb. 
Du er altid velkommen til at kontakte mig for uforpligtende tilbud!